Azamara Cruice

27.2.17

Af: Thomas Sørensen Fotograf: Thomas Sørensen
Bogmærk eller del
 

Aktiv ferie (1/3) i Brecon Beacons National Park, Wales

I byen Crickhowel finder vi ”Det Hvide Hus” - Ty Gwyn - som skal være vores base på denne aktive ferie i Brecon Beacons National Park.

Ty Gwyn, Crickhowell

Ty Gwyn, Crickhowell


Det hvide hus - et gæstehus

- Er I her allerede? lyder det fra værtinden af det hvide hus og kommer os i møde. -Jeg ventede jer først i aften. Men nu skal i se, hvor I skal bo.

Hun fører os op på gæstehusets 1.sal, hvor en balsal af et værelse står til vores rådighed. Det er næsten en lille lejlighed med entré, bad, stue og soveafsnit.

Vi spænder vore medbragte cykler af bilen og i det samme kommer hendes mand ind fra haven, hvor han er ved at anlægge fliser, og hilser på.  - Vi sætter cyklerne herinde i værkstedet, så står de helt beskyttede, siger han og trækker afsted med dem.

I mellemtiden er eftermiddagsteen parat, som serveres i husets lyse veranda og vi sludrer om, hvad vi har foretaget os denne formiddag.

I bakkerne ved Crychan - Halfway

I bakkerne ved Crychan - Halfway


Bakkerne i Crychan ved Halfway

Jeg fortæller, at vi overnattede i Llandovery og da man ikke på Hotel Kings Head Inn vidste noget om hvilke aktiviteter vi kunne foretage os i området, forsøgte vi os igen på turistinformationen. Men det åbnede først op ad formiddagen - og så er den halve dag jo gået!

Vi tyede i stedet for igen til vort nye bekendtskab, hotelejeren på The Castle Hotel, der allerede var i gang med dagens opgaver. Han viste os et fotografi af et bjerglandskab, men vidste ikke helt præcist, hvor det var taget. Det så spændende ud. Han anbefalede os at se nærmere på området omkring Crychan ved Halfway, der ligger på vejen mod Chrickhowel.

Vi havde en plan om at komme lidt op i højderne og få udsigt ud over bjergene, og da vi nåede frem til Crychan, kunne vi på den store tavle se de mange forskellige ruter på kortet over området. De fleste var mountainbikes-ture, men vi ønskede at vandre i det fine vejr.

Den første del af ruten fra Halfway gik jævnt op gennem skoven på en bred grusvej, hvor vi kunne se, at der jævnligt kørte biler.

Længere fremme forlod vi den markerede rute for at komme op på toppen af en høj, men vi fik ikke rigtigt det vue ud over landskabet, som vi havde forestillet os. Fra toppen var der mest udsigt til den omkringliggende skov, men vi så da også en ørn svæve over hovederne på os.

Vi var lidt skuffede over udsigten, så det var bare om at komme ned igen og vi ærgrede os over, at vi alligevel ikke havde taget cyklerne i det forholdsvise lette terræn.

Udsigt mod Black Mountain der rejser sig 886 moh.

Udsigt mod Black Mountain der rejser sig 886 moh.


Brecon Beacons Visitor Centre

Så kørte vi videre til Brecon Beacons Visitor Centre for at se nærmere på området og måske få flere oplysninger om stedes bjerge.

Men centret var ikke helt det informationscenter vi havde forventet. Her var en lille udstilling af forskellige sten, en souvenirbutik, et cafeteria, et smukt parkanlæg - og en ganske flot udsigt mod de høje Brecon Beacon Mountains.

Stedet er et yndet udflugtsmål, hvorfra der går flere vandreruter rundt i området, men turen derfra og op i bjergene ville blive for lang for os i dag.

Table Mountain ved Chrickhowell

Table Mountain ved Chrickhowell


Table Mountain og Black Mountains

Jeg når ikke at fortælle mere, før vores værtinde kommer med sit første forslag:  - Har I set Table Mountain, det flade bjerg, der ligger lige oppe bag byen? Derfra kan I få en fin udsigt og det tager ikke mere end en times tid at gå derop.

Hun har allerede fundet en lille turbeskrivelse frem og forklarer, hvorledes vi får startet.

Da vi har fået vandrestøvlerne på og er på vej ud af døren, får jeg spurgt om vi kan spise med i aften. Men Ty Gwyn er ”kun” B&B, så der er ingen aftenservering. Vi aftaler at hun i stedet bestiller bord på en af de mange gode restauranter, der findes her i Chrickhowel.

Et par huse længere ud af byen drejer vi ind til højre og finder skiltningen mod bjerget. Vi kommer op gennem grønne græsgange med både kvæg og får og vandrer gennem høje gamle stengærde, hvor dyrene drives frem og tilbage mellem græsningssteder og gårde.

Snart er vi ude af skoven og landskabet åbner sig for os. Et sted ender vi ved et lille vandløb mellem to stengærde, hvor træerne næsten vokser helt sammen fra hver side.

Vi må være gået forkert og vi vandrer tilbage til sidste faste kendingspunkt. Mærkning er her ikke. Men vi er på rette vej og går de ca. 300 meter frem igen og op gennem vandløbet mellem stengærderne. Det viser sig at være den korrekte vej.

Her er smukt med de mange stengærder, der tegner mønstret i landskabet. I en stor bue følger vi et af gærderne og kommer frem til Table Mountain.

Stendiget ved Table Mountain

Stendiget ved Table Mountain


Helt til toppen af Pen Cerrig-calch

På toppen ses en stenbunke - resterne af en borg med aner helt tilbage til 900-tallet. Borgen har ligget eminent godt beskyttet af de naturlige stejle skråninger og samtidig har man haft en enestående udsigt til alle sider ned i dalen og til bjerget - Black Mountains - bag os, længere oppe.

Det er fortsat eftermiddag og vi har kræfter nok til at fortsætte lidt længere op ad bjerget.

Bevoksningen bliver mere sparsom og terrænet meget mere stenet efterhånden som vi nærmere os toppen af Pen Cerrig-calch, 701 moh.

Herfra kan vi se hvorledes bjerget fortsætter langs en højderyg og videre ind i landet.

Det er samme vej tilbage over Table Mountain og derfra følger vi igen den turbeskrivelse vi har fået med og finder fint tilbage til Chrickhowel.

Subaru
Primo Tours
Tamarit Parc Resort
Outwell
Campingferie 650,-
RejseAvisen.dk
Seneste nyt