Primo Tours

13.1.16

Af: Thomas Sørensen Fotograf: Thomas Sørensen
Bogmærk eller del
 

Gæstehuset Cae’r Blaidd Country House, Wales

Det er nu ikke noget problem at køre i egen dansk bil i venstre side og allerede efter de første par rundkørsler, får vi hurtigt rutinen. Det er vejret, der volder problemer...

Cae’r Blaidd Country House

Cae’r Blaidd Country House


Vejen mod Wales

Denne dag vælter der usædvanligt meget regn ned og udsynet reduceres betydeligt. En omlægning af trafikken, som leder os ind på nogle mindre veje væk fra de store trafikårer, gør ikke køreturen mindre spændende.

Vi får dog ad diverse omveje fundet frem til Cambridge og kan derfra følge vej A14 og M6 nord om Birmingham, forbi Shrewsbury og ind i Wales ved Llangollen.

Regnen er hørt op. Nu følger vi vejen mod Betws-y-coed og gennem Blaenau Ffestiniog.

Vejskiltene bliver sjovere og sjovere at spejde efter. Stednavnene står både på engelsk og walisisk og nemt er det ikke, for det kort vi kører efter har kun et af stednavnene.

Lidt før vi kommer til Llan Ffestiniog ser vi vejskiltet, mod Cae’r Blaidd Country House og drejer ind på en smal vej. Her kan kun køre en bil ad gangen og efter et par hundrede meter kommer vi direkte ind på gårdspladsen ved gæstehuset.

Bob Field serverer te

Bob Field serverer te


Cae´r Blaidd Contry House

Det er ejeren Bob Field, der straks tager imod os og viser os rundt i huset. ”Kan jeg byde jer en kop eftermiddagste” spørger han – og det er lige det, vi trænger til efter de 7 timers kørsel.

Bob har instrueret og guidet folk i bjergene i mere end 30 år og hele huset er dekoreret med gamle plakater fra vandreture og skiture i alpint terræn. Bobs flotte fotografier fra bl.a. klatreture i Alperne og Wales pryder gangene og her findes en masse gamle redskaber bl.a. isøkser og bredde træski.

I kælderen er et af rummene fyldt med udstyr til klatring og ikke mindst til minevandring. Bob er en af de få guider, der har tilladelse til at føre mindre grupper ned gennem nogle af de mange skiffer- og kobberminer, som området her er kendt for.

Derudover er Bobs kone Vicky en flittig kunstmaler og flere af hendes billeder pynter op i huset sammen med mange spændende antikviteter.

Moelwyn Mountains

Moelwyn Mountains


Fra ruin til idyllisk gæstehus

Huset blev bygget i 1879 af William og Elisabeth Davis og blev i 1938 omdannet til vandrehjem. Men det forfaldt stille og roligt og i 1994 overtog Vicky og Bob det vandaliserede hus og har nu indrettet stedet til dette idylliske gæstehus med Bed & Breakfast.

Bob fortæller, at vort værelse tidligere havde 20 sengepladser og i vort badeværelse var der 6! I alt har huset nu plads til 10 gæster, men er her 6 som alle spiser med til middag. Det er også værtsparret selv, der står i køkkenet og selv klarer serveringen af et lækkert måltid.

Er man ikke til lange vandreture kan man hygge sig i den store parklignende have, hvor udsigten ud over Ffestiniog–dalen mod bjergmassivet Moelwyn Mountains er enestående. Udsigten kan naturligvis også nydes fra såvel spisestuen som dagligstuen.

Udsigt til vandfald

Udsigt til vandfald


Langs vandfaldene i floden Afon Teigl

Direkte fra Cae’r Blaidd er det muligt at vandre en rundtur langs floden Afon Teigl, der løber nede i Ffestiniog–dalen foran huset.

Det er en rute, der stammer fra tiden, hvor gæstehuset var vandrehjem og vi får en ældre beskrivelse med, der fortæller om ruten. Det er en tur, hvor vi følger flodens løb ned gennem skoven og passerer en række vandfald undervejs.

I skovens lysninger, hvor fårene græsser, er der udsigt til de omkringliggende bjerge.

Vi vandrer ned på venstre side af floden, passerer den over en bro og går tilbage på højre side - med nok så skrappe stigninger på skovstien undervejs.

Det er en ideel tur på en times tid, hvor man kan gå i træernes skygge på en varm solskinsdag og nyde de flotte egetræer og samtidig lytte til flodens brus og fuglenes sang.

Tamarit Parc Resort
Torre La Sal
Outwell
Primo Tours
RejseAvisen.dk
Seneste nyt