Dayz Resorts

14.1.16

Af: Thomas Sørensen Fotograf: Thomas Sørensen
Bogmærk eller del
 

Vandring i Moelwyn Mountains, Wales

Vi har haft en meget rolig nat og dagen tyder på at blive perfekt til en vandring i bjergene.
”Hvor har I lyst til at vandre?” spørger Bob medens han og Vicky serverer et stort walisisk morgenmåltid. ”Bjergene derovre ser indbydende ud” siger jeg og peger mod Moelwyn, ”kan vi vandre direkte herfra?” ”Ja, det kan i godt”, svarer Bob, ”men så skal i bruge nogle flere timer. Jeg vil anbefale jer at køre derover i bilen”.

På vej mod transportsliske fra minedriftstiden

På vej mod transportsliske fra minedriftstiden


Moelwyn Mountains

Han finder vandrekort over Snowdania National Park frem og viser os nøjagtigt, hvorledes vi kører derover, hvor vi skal parkere og hvilken rute vi bør følge. En rigtig god instruktion, præcist, informativt og professionelt. Her er ingen tvivl om at Bob kender til det, han udtaler sig om.

Vicky har smurt et par frokostpakker og gjort lidt drikkevarer klart til os og efter ca. 20 min. kørsel parkerer vi på det anviste sted ved byen Tanygrisiau. Ikke på P-pladsen, der kan være usikker p.g.a. ubudne gæster, men lidt længere nede gennem byen.

Oppe i terrænet støder vi på de første levninger fra minedriften – en ca. 45 grader stejl sliske, der har været benyttet til at slæbe skiffer ned fra bjerget. Vi passer på ikke at glide, da vi bestiger slisken, som er omkring 100 meter lang. Vi kommer hurtigt op i højden og kan se tilbage mod Cae’r Blaidd.

Vandreservoiret Llyn Stwlan

Vandreservoiret Llyn Stwlan


Fine udsigter

Fra toppen af slisken er det let at vandre op forbi dæmningen ved vandreservoiret Llyn Stwlan. Herfra går det stejlt op gennem en lille slugt, men her er fint mærket med gule pæle. Men så stopper mærkningen.

Nu er det at følge det lille spor, der kan ses. Waliserne har ikke den samme tætte mærkning i naturen, som vi finder i Norge og Sverige. Her skal man i højere grad følge med på kortet og se slitagen i terrænet. Flere steder er der fine udsigter over bl.a. den opdæmmede sø.

Toppen af Moelwyn Mawr, 770moh.

Toppen af Moelwyn Mawr, 770moh.


Udsigt mod Wales højeste bjerg Snowdon

Vi kommer op i sadlen før opstigningen mod bjergmassivets højeste punkt Moelwyn Mawr og har en ret så luftig passage.

På klipperne helt ude på bjergsiden er vi nødsaget til at tage hænderne til hjælp og holde ”tungen lige i munden”. Her er langt ned og passagen på ca. 20 meter kræver koncentration.

Men så er vi oppe og kan let vandre hen over plateauet og de sidste meter op til det højeste punkt - 770 meter over havet. Og det kan vi se i det fjerne - havet.

Udsigten i alle verdenshjørner er storslået. Mod nord rejser Wales højeste bjerg, Snowdon, sin spids 1.085 meter op i vejret.

Åbne skifferminer

Åbne skifferminer


Minedriften

Langt under os, kan vi på den anden side af bjerget se nogle små huller i marken, som viser sig at være store kratere efter minedriften.

Da vi kommer tættere på, er hullernes størrelse ved at tage pusten fra os og vi går hen til nogle ruiner af de tidligere arbejderboliger for at spise frokost. Her er tydeligt skiltet med, at det er farligt at gå for tæt på hullernes kanter, da terrænet kan skride sammen, så vi holder os i behørig afstand, men kan alligevel se, hvorledes der er hugget dybe huller ned i klippevæggen.

Det må have været et enormt arbejde at få løftet de mange tons skiffer op fra dybet.

Ved en mineindgang

Ved en mineindgang


Gå ikke ind i skifferminerne

Nu vandrer vi så videre på forsiden af Moel-yr-hydd og ser flere åbne indgange til skifferminerne. Der står vand lidt inde i indgangene og vi kan høre hvorledes vand drypper fra loftet.

Vi undrer os over at mineindgangene ikke er afspærrede, da vi har hørt, at folk uden kendskab er faret vildt derinde i labyrinten af gange.

For nogle år siden vovede en mand sig ind og det tog ham to dage før han fandt ud igen!

Minedriften her startede i 1830’erne og blev en af de største miner i 1850’erne. I 1883 var der beskæftiget 192 mand som producerede 5.616 tons skiffer. Hele undergrunden er hullet som en ost med 14 forskellige minegangeniveauer og ikke mindre end 170 kamre.

Det er i nogle af disse miner at Bob laver guidede ture - endda med overnatning undervejs nede i minerne!

Med over et skifferbjerg

Med over et skifferbjerg


Langs floden Afon Cwmorthin

Da vi har passeret Moel-yr-hydd kommer vi til endnu en række ruiner og et kæmpemæssigt skifferbjerg, som vi forsøger at komme ned af.

Sporet har vi mistet, men kan se stien fra P-pladsen op mod søen Cwmorthin og vi ved hvor vi skal hen.

Da vi er sikkert nede på stien følger vi floden Afon Cwmorthin ned forbi vandfaldet og tilbage til byen vi startede i.

Turen i denne del af nationalparken tager ca. 4 timer.

Torre La Sal
Campingferie 650,-
Outwell
Subaru
Tamarit Parc Resort
RejseAvisen.dk
Seneste nyt